Gode ting ved at være i haven

pp15

Haven er det dejligste uderum, og kan være et skønt sted at opholde sig mange dage og timer året rundt. Hver årstid byder på forskellige muligheder for oplevelser i haven. Måske holder du af en særlig type have, eller særlige planter og blomster, som du bruger tid på at få til at vokse, blomstre eller bære frugt. Eller du vælger den mere vilde natur til din have, fuld af summende insekter og fugleliv. Ligemeget hvordan du indretter i dig, er haven et fantastisk sted at opholde sig. Både når du søger ro og når du er sammen med dem du holder af at tilbringe tid med. 

Træer giver dig farvespil, skyggeområder og smukke blad-mosaikker 

Der findes et rigt udvalg af vidunderlige træer, du kan plante i din have, og nyde at se vokse. Både til den lille have med den hyggelige og intime stemning, og til den større have eller park. Har du masser af plads i din have, og vil du nyde et skyggefuldt område, kan en blodbøg eller almindelig bøg, være et dejligt sted at dase under, især på de varmeste sommerdage. Har du allerede et velvoksent bøgetræ i din have, er der måske en ganske særlig romantisk stemning. Store solide bøgetræer kan sagtens bære en gynge på sine stærke grene. Samtidig vil mange af havens dyr i efteråret, nyde at kunne samle bøgens næringsfulde frugter. Er du selv vild med træer, hvor du kan samle og nyde frugten, er et valnøddetræ måske din favorit. Valnøddetræet har elegante, slanke, ellipseformede blade i smukke, grønne nuancer, og så kan du samle de velsmagende og sunde frugter i haven. Måske får du endda besøg af livlige egern, der gerne vil dele høsten med dig. 

Lind er et majestætisk træ, der ofte er at finde ved slotte og herregårde rundt omkring i Danmark. Mange præstegårdshaver har også en gammel lind, som pryder gårdspladsen eller den charmerende gamle have. Lind har hjerteformede blade, og er i den nordiske mytologi forbundet med kærlighedsgudinden Freja. Lindetræet skifter til smukke gyldne høstfarver sidst på sensommeren, og du vil da kunne iagttage de mange hjerteformede blade dale og hvirvle ned fra træet. Også Kastanjetræet kan blive imponerende højt og gammelt, og danner de fineste skygger, når den hvælvede krone med de kæmpestore blade svajer i vinden. I efteråret er der kastanjer at samle, til dekorative kranse eller kastanjedyr. 

Er du ikke meget for de løvfældende træer, er et Cedertræ i smukke grønne eller blå nuancer, et spændende valg. Dette træ er ikke hjemmehørende i den danske natur, som lind og bøg, men er en eksotisk og eksklusiv tilkommer fra enten Marokko eller Himalaya, alt efter hvilken art du foretrækker. Cedertræet trives fint i Danmark, også hvor jorden er sandholdig. Der er mange muligheder for en interessant og varieret have, med forskellige typer af træer. 

Hyggelige timer under åben himmel eller halvtag 

Haven er et hyggeligt uderum, med mange muligheder for leg, afslapning, kreativitet og hyggeligt samvær. En dejlig sommerdag, er det skønt med en hængekøje at dase i under åben himmel, eller under trækronernes foranderlige bladmosaik og lysspil. Har du en plæne med plads til leg, er der mange gode boldspil, for alle aldersgrupper, som f.eks. kongespil, stangtennis eller petanque. Nyder du at sole dig, er en solvendt terrasse med lækre liggestole sommerens absolutte favorit. Du kan indrette din terrasse med duftende planter som lavendel og timian omkring, og stille store krukker eller blomsterkummer med dine yndlings-sommerblomster eller dværgtræer. En dejlig fridag med sol på terrassen, hjemmelavet sommersaft, af hyld eller solbær, med isterninger, eller isvand med friskplukket mynte, er en dejlig måde at slappe af på og lade op. 

Når aftenskumringen dæmper lyset i haven, er det tid at tænde levende lys i haven og rykke tættere sammen, måske på en overdækket terrasse, under et halvtag eller i en havepavillon. Er det køligt, kan du måske have glæde af en terrassevarmer, eller du kan hente lækre tæpper og puder, til at gøre aften-roen i haven ekstra behagelig. Senere på året kan lyskæder, bringe lys i de mørke dage, og oplyse haven. 

Betagende blomster og summende bier 

I foråret og sommerhalvåret er der masser af muligheder for at omdanne sin have til et blomstrende paradis for bier og andre blomster-elskende væsner. I det tidlige forår, mens det meste endnu er gråt og vådt, bebuder erantis, vintergækker og krokus, at vi går mod varmere dage. Måske netop derfor værdsætter de fleste disse beskedne forårsblomster. Hen omkring påske er det en fornøjelse med narcisser i haven. Påske- og pinseliljer kender de fleste, men der findes et væld af varianter, der vil stå smukke, hvide, gule og orange i forårshaven. Tulipaner i alverdens farver er også skønne, at sætte i haven. Både narcisser og tulipaner kan fint blive til smukke buketter til middagsbordet eller til en særlig og personlig værtindegave. 

Henover sommeren er det skønt at have en blomstrende rosenhave. Mange er meget entusiastiske omkring havens duftende og yndige roser. Der findes roser i alle afskygninger, duftende, storblomstrende, klatrende og bunddækkende. Nogle blomstrer blot en enkelt periode, mens andre er remonterende. At bruge sine eftermiddage på at passe sin rosenhave, kan næsten ikke kaldes for havearbejde, selvom det indbefatter lugning og vanding. At gå blandt smukke blomster er en fornøjelse og meget fredfyldt. 

Holder du af summende bier og en meget lidt pasningskrævende blomsterhave, kan du med en varieret blanding af blomsterfrø, skabe et område fuld af farver mangfoldighed. Insekterne vil elske det, og det vil tiltrække gode bestøvere til dine frugttræer og buske. 

Formidabel frugthøst fra egen haven 

Der er mange glæder forbundet med en frugthave med mange sorter af forskellige typer frugttræer og buske. De fleste vil nyde at kunne spise friskplukket frugt og bær fra haven, og vide præcis, hvor det kommer fra, og hvordan det er blevet behandlet. Frugt af egen avl er fri for forurenende emballage, er ikke blevet transporteret fra fjerne egne. Med stor sandsynlighed er det heller ikke sprøjtet. Det smager med garanti skønt, solmodent og helt friskt. Der er er næsten ikke de frugter og bær, det ikke er muligt at dyrke selv. 

Æbler er især fantastiske, når de er dyrket i det danske klima. Der er stor forskel på, hvornår æblesorterne modner. Nogle er klar i begyndelsen af august, mens andre tager sig god tid, og kan plukkes som vinteræbler i oktober. Nogle sorter er de mest saftige og sprøde spiseæbler, mens andre sorter er mere krydrede og velegnede til madlavning og lækre desserter. Du kan også lave din egen æblemost eller æblesnaps med æbler fra egen have. Der er stor forskel på, hvor længe de forskellige sorter kan holde sig. Har du flere sorter, der modner på forskellige tidspunkter, kan du få en meget lang æblesæson med frisk frugt i haven. Har du ikke plads til en frugtplantage i haven, kan et familietræ, med forskellige sorter af æbler podet på samme stamme, give dig samme variation af sorter og smagsoplevelser, 

frugttræ

Der er mange andre frugter, der også er værd at investere i. Saftige og søde blommer, aromatiske kirsebær eller moreller, sprøde og sødmefulde pærer, det kan være svært at begrænse sig. Sydfrugter som nektarin, mandler og fersken kan også sagtens dyrkes på friland eller i drivhus i det danske klima. Blot du sørger for, at købe sorter, der er tilpasset klimaet i norden. 

Bærbuske er uimodståelige, og gavmilde givere af sødmefulde, vitaminrige sommersnacks. Storfrugtede amerikanske blåbær er dyre at købe i dagligvarehandlen, så hvorfor ikke plante blåbærbuske og få glæde af de skønne bær, år efter år. Milde og smeltende hindbær i sart rød eller gul, er smagen af sommer, og kan sammen med sommerens jordbærhøst, blive til sommerdessert-klassikeren over dem alle, rødgrød med fløde. 

Hyldebærbuske er en anden afholdt, traditionel plante i mange haver i Danmark. Hylden vokser i mange gamle haver, og har i folkesagn og eventyr en særlig magisk og fortryllende rolle. Hyldebær kan ikke spises rå, fordi de indeholder blåsyre, men koger du dem, kan de blive til den dejligste saft. Blomsterne fra hylden er også en fornøjelse at lave saft af. Der findes både hyld, der blomstrer med hvide blomsterskærme, og hyld, der har en lyserød blomsterpragt. Begge dele kan blive til himmelske, kolde drikke, der kan nydes i sommervarmen på terrassen eller i træernes skygge en varm sommerdag. 

Den mangfoldige have 

Biodiversitet er der mange der ønsker, at deres have skal bidrage med. På mange måder er det også nemmere og sjovere, at anlægge en have, hvor mange arter af planter, buske, blomster og træer, får lov at boltre sig imellem hinanden, og hvor en naturlig vildhed hersker. Nogle afstår helt fra at fjerne afklippet plantemateriale eller døde planter fra deres have. De 

tørre grene og væltede træstammer skaber tilsammen gode vækstbetingelser og gemmesteder for et rigt og varieret plante og dyreliv i haven. 

Ønsker du en mere velorganiseret have, har lidt vild natur også ret. Du kan f.eks. vælge, at lade et mindre hjørne eller område af haven vokse vildt med vilje, mens andre områder i højere grad er anlagte og organiserede efter dine ønsker om en drømmehave. Det er en god idé at se nærmere på, at der ikke er invasive plantearter i haven, som pileurt, gyldenris eller hybenrose. De vil nemlig brede sig næsten ustyrligt, og udkonkurrere mange andre arter. Er de der allerede, er det med at være opmærksom på, at begrænse eller fjerne dem, hvis man ønsker en have med biodiversitet. 

Fugleliv året rundt 

Den mangfoldige have vil insekterne søge til, og hvor der er insekter er der fødegrundlag for mange fuglearter. Mejser, spætter, solsorte, spurve, musvitter og mange flere vil elske at tilbringe tid i din have, hvis der er mad, og måske også vand, at finde. Et fuglebad er hyggeligt at iagttage fra et vindue, og foderbrætter, fuglehuse og foderautomater vil ligeledes give anledning til mange hyggelige stunder, hvor du kan betragte de forskellige fugle i haven. I vintermånederne er det godt med stedsegrønne buske i haven, som liguster eller laubrærkirsebær, fordi de giver havens overvintrende fugle gode gemmesteder og læ. 

æble

Nyttige insekter 

Naturen har sin egen orden, og hvert insekt indgår og gør nytte, på hver sin måde. Mariehøner, bier, myrer, sommerfugle og mange flere spiller alle hver især vigtige vigtige roller i havens økosystem. Det er godt at være bevidst om at insekter er nyttedyr, inden du sætter alle sejl ind på at bekæmpe dem, for enhver pris. Har du f.eks. fået bladlus i dine roser, kan det selvfølgelig være irriterende, fordi det ikke ser så pænt ud, og måske endda er til gene for planten. Har du mange rovinsekter i haven, vil bladlusene ikke kunne formere sig så kraftigt. De vil i stedet blive spist af sultne mariehøns og andre sultne insekter og indgå i havens fødekæde som gavnlig næringskilde. 

Bier kan være ubehagelige at have tæt på når man sidder og spiser udendørs eller nyder lidt at drikke. Hvis man ikke tåler bistik, eller bare frygter for at blive stukket, vil man måske helst slå bierne ihjel, for at beskytte sig selv her og nu. Det er dog ikke ønskværdigt, at forestille sig en have helt uden bier. Bierne står for en stor del af bestøvningen i haven, og vi kan dermed takke dem for den friske frugt og de mange bær, vi kan høste i sommeren og sensommeren. Heldigvis er mange i dag opmærksomme på, at insekter ikke blot er til gene, men i høj grad også gavnlige i naturen og i haven. 

Co2 

Planterne danner ilt via fotosyntese i de grønne blade. En have en frodighed af grønne områder er på den måde en gevinst for klimaet, samtidig med at det for dig vil være en skøn grøn oase, du kan tilbringe din fritid i. Mange steder i verdens fattigste lande fældes stores 

skovområder, og på verdensplan påvirker det balancen i naturen. Grønne områder, frem for fliser i haven, er måske ikke det der kan genoprette balancen eller rede regnskovens truede dyrearter, men lidt har også ret, og gør alle lidt, vil vi tilsammen kunne gøre en gavnlig forskel for naturen. en frodig have er både godt for dig der kan nyde at tilbringe din tid i den grønne oase, men også godt for klimaet, i det hvert enkelt blad i haven, medvirker til at danne Co2, der er livsnødvendigt for at mennesker og dyr kan trives. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *